Styr på økonomien næste år

 Styr på økonomien næste år

Hjørring Kommunes budgetter er de seneste to år skredet voldsomt allerede få måneder inde i budget året. Den tendens, mener de politikere, der gennem de seneste måneder har siddet i forhandlingudvalget og fundet frem til næste års budget, nu er stoppet.

- Fra Venstres side tror vi på, at vi nu har fået styr på økonomien, ikke mindst de "ustyrlige" udgifter, som kommunen er blevet pålagt af andre - som for eksempel den lange række af anbringelsessager, der er dukket op. Vi har nu fundet et system, der gør, at vi har overblikket over økonomien langt tidligere end vi hidtil har haft, siger Per Harfeld (Venstre).

Byrådspolitikerne har gentagne gange de seneste to år efterlyst overblik over udgifterne, når de gang på gang er blevet overrasket af nye udgifter - nu mener man altså, at kommunesammenlægningen er nået så langt, at der er styr på alle fremtidige udgifter.

- Der er ikke plads til nogen former for overskridelser i budget 2009. Hvis udvalgene skal bruge flere penge end de budgetterede, så må de spare andre steder, fastslår borgmester Finn Olesen (Soc.Dem.).

Lokallistens Viggo Bilde tilføjer, at kommunen har "ryggen mod muren", og alle budgetter skal overholdes.

- Det er ikke et godt budget, fastslår den konservative Jens Broen, som mener, at servicenivauet hidtil formentlig har været for højt i forhold til kommunens indtægter.

Samlet bliver der skåret 75 millioner kroner i budgettet for næste år. De 65 millioner tages på driften og 10 millioner kroner på anlægskontoen ud af et samlet budget på godt tre milliarder kroner.


Seneste nyt

fra Nordjylland