Styrelse fifler med vindmøllestøj

Flere forskere mener, at Miljøstyrelsen er helt galt på den i sin beregning af støjen fra vindmøller.

 De nye støjregler for vindmøller, som miljøminister Ida Auken (SF) netop har sendt i høring, er udarbejdet på et mangelfuldt grundlag:
 
Beregningerne, som er grundlag for reglerne, giver alt for lave tal for møllernes lavfrekvente støj - og tillader dermed, at møller står tættere på beboelse, end hvad der er videnskabeligt forsvarligt. Sådan lyder det fra flere internationalt anerkendte støjforskere til Politiken.
 
- Man kunne fristes til at tro, at Miljøstyrelsen manipulerer med støjberegningerne, så udbygningen af vindmøllenettet kan fortsætte næsten uhindret, siger Henrik Møller, professor i akustik på Aalborg Universitet til Politiken.
 
Det er uhyre svært at finde kvalificerede støjeksperter i Danmark, der både vil udtale sig og ikke er på Miljøstyrelsens konsulentliste.
 
Men i Sverige vil professor i arbejds- og miljømedicin Kerstin Persson Waye fra Göteborg Universitet godt bakke Aalborg-forskerne op:
 
- Den danske miljøstyrelses målinger af lydisolation er fundamentalt forkerte, og dataene bør kasseres, skriver Persson Waye sammen med Aalborg-forskerne i det videnskabelige tidsskrift Journal of Low Frequency Noise, Vibration and Active Control.
 
Aalborg-forskerne er enige med Miljøstyrelsen i, at den generelle støjgrænse bør være på 20 decibel (dB). Men de mener, at Miljøstyrelsen har forsømt at lave korrekte målinger af lydisolationen i typiske danske huse. Miljøminister Ida Auken (SF) lover, at man vil forholde sig til alle høringssvar, men hun vil ikke love noget specifikt i forhold til Aalborg-forskerne.
 
- Jeg kan se, at der er en faglig uenighed, men Miljøstyrelsen har lavet et grundigt stykke arbejde og har også hørt eksterne eksperter.
 
- Og nu har vi jo rent faktisk lavet en støjgrænse, der er skrappere, end hvad der gælder for industrien - hvor der om dagen er en 25 dB-grænse, siger ministeren til avisen.


Seneste nyt

fra Nordjylland