Styrelse: Total kan tage to nye kemikalier i brug

Foto: TV2/News

Det er af Naturstyrelsen blevet afgjort, at det franske energiselskab Total kan anvende to nye kemikalier i deres søgen efter skifergas i Nordjylland.

Total kan i deres fremtidige boringer gøre brug af to nye kemikalier, har Naturstyrelsen afgjort. Kemikalierne skal tilsættes i boremudderet i den del af boringen, der ligger under grundvandszonen. De i alt 200 liter kemikalier skal bruges til at forhindre skum - og lugtgener.

Forud for beslutningen havde Energistyrelsen ingen bemærkninger, og Miljøstyrelsen vurderede, at det ikke giver øget risikoen ved boringerne.

Naturstyrelsen nåede derfor frem til den afgørelse, at inddragelsen af kemikalierne ikke udgør nogen fare. I deres afgørelse ligger de blandt andet vægt på, at kemikalierne anvendes under grundvandszonen og i så små mængder, at det ikke er til skade for miljøet.

Total kan nu fortsætte prøveboringen i overensstemmelse med den oprindelige VVM-redegørelse samt tage de to nye kemikalier i brug. Men de kan ikke benytte de ni kemikalier de anmeldte til Naturstyrelsen d. 11. maj, da det stadig endnu ikke er afgjort, om de må bruge dem.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord