Succes for elitesporten i Nordjylland

100 sportsfolk har haft glæde af ordningen Nordjysk Elitesport. De tilbyder elitesportsudøvere særlige studievilkår, hvilket bl.a. Jeppe Curth og Morten Lie har benyttet sig af.

Samarbejdet mellem Aalborg Universitet og University College med at tilbyde særlige studievilkår for eliteidrætsudøvere, har stor succes. Det skriver P4 Nordjylland.

Ordningen Nordjysk Elitesport har hjulpet omkring 100 sportsfolk de seneste år.

- Udøverne skal indse, at det kan lade sig gøre at tage en uddannelse ved siden af sin sport, siger koordinator Rasmus Haagensen til radioen.

Ishockeyspilleren Morten Lie fra Frederikshavn White Hawks er en af de eliteidrætsudøvere, der har anvendt Nordjysk Elitesport.

Han er nu færdig med en bachelor i politik og administration, et studie normeret til tre år. Han var fem år om at færdiggøre uddannelsen.

Også fodboldspilleren Jeppe Curth fra AaB har haft glæde af ordningen.


Seneste nyt

fra Nordjylland