Succes med motion og banko i Vindblæs

Gratis bankoplader i bytte for en gåtur har fået folk til at strømme til banko walk i Vindblæs.

Når man går til banko er man normalt solidt placeret på sin flade i flere timer i træk, men i Vindblæs i Vesthimmerland gør de tingene lidt anderledes. Jovist, man sidder da stadig stille ved de lange borde i idrætssalen, mens numrene bliver råbt op, men inden hele bankoseancen overhovedet begynder, har bankospillerne været ude og få pulsen lidt op.

Mandag blev der for fjerde - og foreløbigt sidste - gang holdt banko walk i multihuset i Vindblæs, hvor de allermest aktive kan optjene masser af gratis bankoplader.

To runder omkring multihuset udløser nemlig en gratis plade, og så er det jo ellers bare med at få kridtet skoene for at optjene så mange plader som muligt.

- Det er en god kombination, at man lige kan få gang i blodomløbet, inden man skal ind og sidde ned i nogle timer, siger Karina Pedersen, som er kommet helr fra Fjerritslev for at spille med.

Det er byens borgerforening, som i samarbejde med DGI og Dansk Idræts Forbund har fået banko walk stablet på benene, og det har været en succes. Første gang gik deltagerne sig til 70 gratis plader, anden gang blev der uddelt 100 gratis plader, på tredje bankoaften udløste gåturene 140 plader, og mandag, som var fjerde og foreløbigt sidste gang med banko walk i Vindblæs, blev der gået 600 runder om multihuset - det svarer altså til 300 gratis bankoplader.

- Jeg kan jo godt lide de gratis glæder, så det trækker da mest, at der er gratis bankoplader, men motionen er også ok, siger Michael Klit fra Fjerritslev om årsagen til, at han har ladet sig trække med til banko walk.

Men næste gang, der er banko i Vindblæs, er det slut emd de gratis plader, og så er det da ikke sikkert, at deltagerne sådan helt frivilligt vandrer rundt om multihuset for at få motion før bankospillet. Men så må der jo andre midler i brug. 

- Så må vi forsøge at lokke dem med lidt kaffe og et stykke brød for at få dem ud i det gode vejr igen. En kop kaffe eller en is eller noget, det kunne måske lokke nogen ud, siger Karsten Mortensen, som er formand for Vindblæs borgerforening.

Og hvis man slet ikke er til banko, men bare til motion, så kan man faktisk også troppe op i Vindblæs hver onsdag klokken 17, hvor byens borgere går tur sammen.


Seneste nyt

fra Nordjylland