Succes på disko i Kina

Den nordjyske dance-gruppe Aycan har stor succes på diskotekerne i Kina og har fået stor pladekontrakt.

Hun er født i Chile, vokset op i Støvring og har indspillet musik i Aalborg. Men lige nu er hun noget at det hotteste på diskoteker så langt væk som i Kina. Mette Veronica Jensen udgør Aycan sammen med produceren og sangskriveren Ahmad Darwich.

- Vi skal nærmest ikke røre en finger og bliver indlogeret på store, femstjernede hoteller i store suiter, fortæller Mette Veronica Jensen om det begyndende stjerneliv i Kina.

Og makkeren og produceren fortsætter:

- Det er en ud-af-kroppen-oplevelse at komme derned og få lov at leve som en stjerne, siger Ahmad Darwich.

Normalt indspiller Mette og Darwich deres musik i en nedslidt baggård i Aalborg. Men andre tider venter forude.

- Vi ahr fået et usandsynligt stort gennembrud for et dansk band. Det er normalt svært at komme ind på det kinesiske marked, men vi har været så heldige at få en pladekontrakt med EMI, fortæller Mette Veronica stolt.

I Kina er de hyret til en pr-tur for af cognac-giganten Hennesy - samme job, som Kelly Rowland fra Destinys Child havde sidste år.

Og Aycan optræder for tusinder på kinesiske diskoteker og til den netop overståede verdensudstilling.

- Det er absolut noget andet end Støvring, selv om der også er dejligt. Det det her er jo det, vi har drømt om. Så vi lapper det jo i os, griner Mette Veronica, der har boet i Shanghai sammen med sin kæreste det seneste halve år.

- I og med, at jeg kan tale lidt kinesisk nu, kan kineserne også se, at vi integrerer os lidt og interesserer os for deres kultur. Og det synes de er enormt spændende.

Nu skal Aycan i gang med en ny cd til det kinesiske marked. Og så får de to nordjyder ellers travlt:

- Der er rygter om op til 200 koncerter i Kina og 100 i Indien.

En udgivelse i Kina og Indien dækker næsten halvdelen af verdens befolkning. Men ambitionen stopper ikke her.

- Vi leger lidt med nogle planer i USA og så selvfølgelig Europa, hvor vi hører hjemme. Men lige nu koncentrerer vi os om Asien, siger Mette Veronica Jensen.


Seneste nyt

fra Nordjylland