Sukkerafgift rammer marmeladefabrik

Fynbo Foods i Vrå bliver hårdt ramt af regeringens nye sukkerafgift. Fabrikken vurderer selv, at afgiften kan koste dem op til 100 millioner kroner om året.

Marmeladen bliver stadig produceret på højtryk hos Fynbo Foods i Vrå, men hvordan det ser ud efter 2013 er uvist.

- Med 100 millioner har vi kun en måde at håndtere det på, og det er at lægge det videre ud til forbrugerne, altså gøre marmeladen dyrere. Så vi er lidt bange for hvordan efterspørgslen efter marmelade bliver fremadrettet, siger direktør Richard Fynbo, Fynbo Foods til TV2/NORD.

I dag er fabrikken fritaget for sukkerafgift og betaler derfor kun seks kroner kiloet for sukker, men det bliver lavet om i 2013. Til den tid skal de betale 30 kroner kiloet. Da de på fabrikken bruger pund til pund når de laver marmelade, bliver det til 4.000.000 kilo om året, af det sukker som regeringen gerne vil have vi spiser mindre af.

Alligevel syntes direktøren ikke, at det er i orden, at fabrikken nu bliver pålagt afgiften.

- Det er helt fair, at man forsøger at adfærdsregulere ved at lægge afgift på nogle ting, men i det her tilfælde har det intet med sundhed at gøre. Det forbrug en borger har af marmelade er så forsvindende lille, i forhold til de andre kilder man har af sukker, siger direktør Richard Fynbo, Fynbo Foods til TV2/NORD.


Seneste nyt

fra Nordjylland