Sundhedsfaglig direktør i regionen stopper

Sundhedsfaglig direktør Jens Winther Jensen stopper i Region Nordjylland per 1. marts 2016

Jens Winther Jensen blev ansat i Region Nordjylland 1. marts 2010 på åremålskontrakt. Han kom til regionen fra en stilling som formand for Lægeforeningen og leder af Traumecentret på Århus Universitetshospital.

Åremålsansættelsen udløber 1. marts 2016, og i den forbindelse er parterne enige om ikke at indgå ny aftale.

- Vi har været glade for Jens Winther Jensens indsats som sundhedsfaglig direktør. Han har bragt mange nye og væsentlige impulser og ideer ind i det nordjyske sundhedsvæsen især omkring patientfokus, patientforløb, kvalitet og forbedring, siger regionsdirektør Svend Særkjær.

- Vi er blevet enige om ikke at indgå ny aftale, men Jens Winther Jensen vil i en kortere periode fortsat være tilknyttet regionen på konsulentbasis med henblik på at yde sundhedsfaglig rådgivning og løse konkrete opgaver, siger regionsdirektøren.

47-årige Jens Winther Jensen har også været glad for sin tid i regionen, hvor han i løbet af ansættelsen i 2013 har haft ét års orlov til at gennemføre et Senior Fellowship ved Institute for Healthcare Improvement (IHI) i USA.

- Vi har i regionen i de seneste år politisk gennemført en række vigtige og nødvendige forandringer af det nordjyske sundhedsvæsen, og jeg har været meget glad for at kunne være med til at præge denne udvikling, så det nordjyske sundhedsvæsen i dag står godt rustet til fremtidens udfordringer, siger Jens Winther Jensen.

Region Nordjylland har sat en rekrutteringsproces i gang med henblik på ansættelse af en ny direktør.

Regionens direktion består efter Jens Winther Jensens fratrædelse af regionsdirektør Svend Særkjær og direktør Dorte Stigaard.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland