Sundhedshus åbner - men ingen vil flytte ind

Et sundhedshus til 48 millioner kroner åbner på mandag i Sæby, men store dele af huset kommer til at stå tomt. Lægerne har ikke lyst til at bo der.

På mandag åbner sundhedshuset i Sæby, der har kostet 48 millioner kroner. Men mange af lokalerne kommer til at stå tomme. Ikke gennemtænkt, hvis man spørger de praktiserende læger i byen.

- Det er rigtig, rigtig ærgerligt, at man har brugt så mange skattekroner på at bygge til så mange læger, når man på forhånd har vidst, at der ikke var brug for det, siger Jenni Østergaard, der er privat praktiserende læge i byen.

Kun én læge har valgt at flytte ind i sundhedshuset. De andre praktiserende læger kan ikke se nogle fordele ved at flytte.

- Vi synes, at vi kan give en bedre patientbehandling i små enheder, hvor sammenhængen mellem personale og kollegaer er meget tættere, siger Jenni Østergaard.

Borgerne i Sæby har også svært ved at forstå idéen med deres nye, dyre sundhedshus.

- Det er spild af ressourcer. Hvis man bygger sådan et stort og dyrt byggeri, så skulle man da også gerne have nogle læger til at flytte ind i det, siger Henning Larsen, der bor i Sæby.

- Jeg synes, det er noget pjat. Hvorfor skal vi bruge penge på det, når der ikke er nogen, der vil have det, spørger Lars Høst, der også bor i Sæby.

Regionsrådsformanden kan ikke se problemet. Hun mener, at sundhedshuset er bygget som en investering i fremtiden.

- Det er ikke hensigten, at det skal fyldes op fra starten. Huset er bygget med henblik på kommende læger og for at kunne afhjælpe den rekrutteringsproblematik, vi har i rigtig mange af områderne, siger regionsrådsformand, Ulla Astman.

Men lægerne i Sæby føler ikke, at de er blevet hørt i dialogen omkring sundhedshusene.

- Vi synes, vi har givet dem rigtig mange chancer, siger Jenni Østergaard.

Regionsrådsformanden mener dog, at de praktiserende læger selv valgte at trække sig ud af dialogen.

Spørgsmålet er bare, om man kan regne med, at det nye sundhedshus bliver fyldt op med tiden.

- Man kan aldrig være sikker på noget som helst, men når man ser på erfaringerne med andre sundhedshuse, så er jeg meget fortrøstningsfuld, siger Ulla Astman.


Seneste nyt

fra Nordjylland