Superhelt hjælper ældre i Aalborg

I dag vil man kunne se en vaskeægte superhelt i Aalborgs gader. Iført maske og heltedragt vil Julie Abitz fra "Byens Helte" sammen med en gruppe ældre borgere indtage Jomfru Ane Parken.

Det sker som et led i kampagnen: "Byen for hele livet". Superheltinden vil undersøge, hvad der skal til for at byrummene kommer til at matche de ældres behov og i højere i grad end nu inviterer til leg og bevægelse. 

- Vil vi skabe en god by og livskvalitet for de ældre i en knap økonomi, må vi forstå hvad der er vigtigt for de ældre. Men det kræver også at planlæggere og politikere træder i karakter som byens helte og virkelig tør gøre en forskel for byen siger Julie Abitz.

De ældre borgere vil indtage Jomfru Ane Parken og spille golf, minigolf, bowling og petanque. Superheltinden inviterer på kage, kage og snak om hvordan der skabes gode byrum for de ældre i Aalborg. 

De ældre skriver et postkort med deres ideer og ønsker til bedre byrum som overrækkes til byens planlæggere og politikere.

Kampagnen finder sted i både Albertslund, Aalborg og Horsens. Kampagnen er skabt af Dansk Arkitektur Center (DAC) i samarbejde med fem danske kommuner og støttet af TrygFonden og Realdania.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord