Superliga-topscorers mor drømmer om skotsk interesse for sønnen

Pål Alexander Kirkevolds navn er kommet på alles læber i Hobro. Superligaens topscorer kan dog snart være tabt for Hobro IK, og Kirkevolds mor har en drøm om, at han fortsætter karrieren i skotsk fodbold.

Han har scoret i sine seneste ti Superliga-optrædener og står indtil videre noteret for 12 træffere i landets bedste række i denne sæson. "Mål-Pål", som Pål Alexander Kirkevold kaldes i Hobro, er blevet Superligaens varmeste angriber.

Hobro IK er glade for deres norske målsluger, men den 26-årige angriber kan måske snart være fortid i den nordjyske klub og i Superligaen i det hele taget. Pål Alexander Kirkevolds kontrakt med Hobro udløber til sommer, og hvis klubben skal have penge for den nuværende Superliga-topscorer, kan de blive nødt til at sælge ham i januar.

- Jeg er sikker på, at vi nok skal finde ud af noget, hvis det kommer til det, så både han og vi får noget ud af det. Vi vil gerne holde på ham så længe som muligt, sagde Hobro IK's cheftræner Thomas Thomasberg til TV2 Nord før søndagens kamp mod FC Nordsjælland. 

Her scorede Pål Alexander Kirkevold igen for sit hold. Han bragte Hobro IK foran med 1-0 i en kamp, som himmerlændingene vandt med hele 4-0. På tribunen så Kirkevolds forældre med, og angriberens mor Jennifer Kirkevold drømmer om, at sønnen måske fortsætter sin karriere i skotsk fodbold.

- Det ville være sjovt, hvis det blev Celtic eller Rangers (de to største klubber i Skotland red.). Absolut, siger Jennifer Kirkevold.

Pål Alexander Kirkevolds mor er fra Skotland, og derfor havde hun da også gerne set, at han stillede op for hendes hjemland på den internationale scene. 

- Jeg synes, det havde været rigtig sjovt, hvis han havde spillet for Skotland, men han føler sig nok mere norsk, så at spille på det norske landshold ville være flot, siger Jennifer Kirkevold.

Efter søndagens sejr over FC Nordsjælland blev det meldt ud, at Pål Alexander Kirkevold er en del af Norges bruttolandsholdstrup. Nordmændene skal spille to testkampe i november, og her kan Hobro IK-topscoreren altså få sin landsholdsdebut.


Seneste nyt

fra Nordjylland