Supersprinter slutter på 4. plads ved EM

Den nordjyske sprinter Benjamin Lobo Vedel løb sig lørdag aften til en 4. plads på 400 m. Den 19-årige rundede dermed EM af uden medaljer, men slog endnu en gang sin personlige rekord.

Det blev ikke til en medalje til den nordjyske sprinter Benjamin Lobo Vedel på 400 meteren til EM atletik i Beograd. Den 19-årige sprinter løb sig til en flot 4. plads i tiden 46,33 sekunder. Tiden var 0,07 sek. fra en bronzemedalje.

- Jeg er fuldt ud tilfreds. 46,33 sek. er en fantastisk tid. Selvfølgelig er der nogle små ting, jeg kunne have gjort bedre. Men jeg havde allerede indfriet min målsætning, så selvfølgelig er jeg utroligt glad lige nu, siger Benjamin Lobo Vedel til Dansk Atletik Forbund. 

Den unge dansker slog med denne tid endnu en gang sin egen personlige rekord. Benjamin Lobo Vedel har på to dage forbedret sin personlige rekord tre gange. Den 19-åriger er med tiden 46,33 sekunder på 400 meter kun 0,02 sekunder fra at slå Nick Ekelund-Arenanders danske rekord på strækningen.

TV2 Nord fulgte i foråret 2016 Benjamin Lobo Vedel i programserien "På vej mod toppen". Du kan se hele programmet her.

 

Seneste nyt

fra Nordjylland