Surferby vokser hurtigst

Landbyen Klitmøller rider på en bølge af succes

Klitmøller i Thy er formentlig den hurtigst voksende landsby i Danmark, takket være surfermiljøet.

Men den meget omtalte succes i surfernes Cold Hawaii er svær at efterligne for andre landsbyer, siger landsbyforsker Jørgen Møller fra Aalborg Universitet til DR Midt & Vest.

Siden surferne kom til Klitmøller i 1990'erne er byen på vestkysten af Thy vokset med omkring 20 procent og tæller nu flere end 830 indbyggere.

- Det er meget imponerende i en periode, hvor de fleste andre landsbyer mister indbyggere. Men det skyldes i høj grad de fantastiske bølger, som skaber grundlag for surfermiljøet. En helt unik ting for Klitmøller, siger Jørgen Møller til radioen.

En godt eksempel på den positive udvikling i byen er Sparkøbmanden i Klitmøller, Mikael Konradsen. Han har udvidet sin forretning to gange inden for det seneste halvandet år og fordoblet omsætningen, i høj grad takket være surferne:

- Vi er blevet den positive solstrålehistorie fra udkanten af udkants-Danmark. Hvis du kommer rundt i Danmark eller længere ud i Europa, så tror jeg faktisk, at der er flere, som kender Klitmøller, end der er folk, som kender Thisted, siger købmanden til DR Midt & Vest.

Selvom succesen i Klitmøller også er drevet af ildsjæle, er det vanskeligt for andre landsbyer af efterligne byen, siger landsbyforsker Jørgen Møller til radioen.

For andre landsbyer findes der faktisk et mere oplagt forbillede lidt mod syd, i Vestervig. Her er beboerne gået sammen om at rive gamle huse ned:

- Vestervig har lavet et udviklingsselskab, som har til formål at forskønne byen, og det er en opskrift, som man kan bruge i landsbyer over hele Danmark. Klitmøller med Cold Hawaii er et særtilfælde, som vi bare kan glæde os over, siger landsbyforskeren til DR Midt & Vest.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord