Suveræn Linnemann

Ulrik Linnemann er med helt i front i kampen om EM-titlen i rallycross. Men søndag var han for en kort bemærkning på banen i en afdeling af det danske mesterskab - og her satte han alle konkurrenter til vægs.

I 3. afdeling af DM i rallycross satte Ulrik Linnemann hele den danske rallycrosselite på plads: det blev til sejr i både første og andet heat, poleposition i finalen og en sikker sejr her også:

- De kunne ikke nappe mig i dag. Da jeg tog starten viste jeg, at den var hjemme, siger Ulrik Linnemann til TV2/Nord.

I søndagens løb blev nummer to Michael Rolighed fra Ålestrup. Den førende i DM-stillingen, Mike L. Frederiksen, blev kun nummer 5.

Næste opgave for Ulrik Linnemann bliver i næste weekend, hvor den næste afdeling af EM køres i Sverige.


Seneste nyt

fra Nordjylland