Svært at få kontrol over satellit

Udstyret på Aalborg Universitet giver fortsat de studerende så store problemer, at de ikke kan få kontrol over den satellit, som blev sendt i kredsløb med en indisk raket.

Selvom forstærkere og kabler er blevet udskiftet på jordstationen på Aalborg Universitet, døjer de studerende stadig med at få kontrol over satellitten. Nu driller en del af softwaren.

- De studerende arbejder i øjeblikket med at gennemgå softwaren, så den bliver optimeret. Desuden er en chip lige gået, og den bliver nu skiftet, siger leder af projektet, lektor Jens Dalsgaard Nielsen.

Det lykkedes ret hurtigt at få kontakt til satellitten, da den blev sendt i kredsløb for fire uger siden i Indien. Derimod er det ikke lykkedes at få kontrol over den. Det viste sig, at udstyret på universitet ikke var godt nok.

- Satellitten har det godt, men det har vist sig, at jordstationen var slidt ned. I snart fire år har det virket ubeklageligt, men udstyret var ikke godt nok til at kunne kontrollere den nye satellit, siger Jens Dalsgaard Nielsen.

De seneste to uger har de studerende så brugt på at udskifte jordstationen. Hvis de også når at udskifte chippen og reprogrammere er der gode muligheder for at få kontrol over satellitten klokken 11.54 og igen 21.21 i dag.

Satellitten skal måle på solens stråler, så meteorologerne kan lave mere præcise langtidsvejrudsigter.


Seneste nyt

fra Nordjylland