Svært at sige nej til patientkørsler

02:19

Foto: Iben Hedemann

1 af 2

Taxachauffører føler sig presset til at tage ekstra patientkørsler og dermed lange arbejdsdage. Det er vognmændenes ansvar, mener NT, som dog gerne vil i dialog.

Hos Dantaxi Aalborg er det langt fra ualmindeligt, at arbejdsdagen bliver længere end planlagt, når der skal køres patientkørsel for NT.

- Når jeg starter en tur, så får jeg måske et sluttidspunkt, der siger 16.30, og det passer meget godt med at jeg skal tilbage og give bilen videre. Men det er et estimat, og så kan man risikere, at der kommer nye kørsler, siger Brian Rytter Sørensen, vognmand i Dantaxi og bestyrelsesmedlem i Aalborg Taxa.

Chaufførerne ved først, hvor turen går hen, når patienten sidder i vognen, og når bestemmelsesstedet er nået, kan de få en ny patient, som skal med retur.

- Jeg får ikke mulighed for at sige, at jeg ikke kan tage en tur til eksempelvis Skagen. Og når man så er i Skagen, kan der stå en patient som skal videre til eksempelvis Hirtshals, og sådan kan det fortsætte, siger Brian Rytter Sørensen.

Hos Dantaxi Aalborg forsøger man at gøre, hvad man kan for at undgå lange arbejdsdage, men det kan i sidste ende ramme vognmanden økonomisk.

- Der er jo ingen, der kan være tjent med at møde ind på arbejde og så skal vente på at overtage en bil, som kommer for sent hjem. Men siger man nej til at køre en ekstra tur, så vil NT ikke betale for en returkørsel til Aalborg, siger Brian Rytter Sørensen.

Regionsrådspolitiker Birgitte Josefsen (V) mener ikke, det er hensigtsmæssigt, at patientkørslerne betyder arbejdsdage på op til 17 timer, som TV2/NORD fortalte om søndag, men hun sparker bolden tilbage til vognmændende, da det er deres ansvar, at chaufførerne har fornuftige arbejdstider, siger Birgitte Josefsen.

NT forklarer, at vognmændene kan lægge pauser ind i systemet, som dermed tager hensyn til det, når patientkørslerne planlægges. Men man lytter gerne, hvis vognmændene ikke finder at systemet fungerer optimalt.

- Vi går gerne i dialog med vognmændene omkring hvad vi kan gøre anderledes såvel som hvad de kan gøre anderledes, siger direktør i NT, Jens Otto Størup.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord