Svage hænder gav iværksætter idéen til et produkt med styrke

Ditte Ørum fra Hirtshals blev iværksætter med udgangspunkt i sin egen situation; hendes hænder var for svage til at holde til det hårde arbejde, det kan være at gå i haven og passe godt på og frostsikre sine planter. Derfor opfandt hun et produktet EasyPlant.

I lagerhallen i den tidligere S. C. Sørensen-bygning på Frederikshavnsvej i Hjørring er Ditte Ørum i disse dage ved at forberede levering af et stort parti EasyPlant til den landsdækkende Plantorama-kæde af havecentre.

EasyPlant er navnet på det produkt, som 30-årig Ditte Ørum har opfundet og sælger fra sin iværksætter-virksomhed Blooms.

Det er en speciel potte til planter, der ikke tåler frost. Produktet er blevet til, fordi Ditte Ørum har svage hænder og ikke magtede at håndtere sine egne planter. 

- Mine hænders fysiske begrænsninger satte en stopper for min egen mulighed for selv at udføre dét havearbejde, der er forbundet med at beskytte frostfølsomme planter i hjemmet. I min frustration søgte jeg både i eget netværk samt på internettet efter potter eller andre løsninger, der kunne afhjælpe problemet, som på samme tid også var skånsomt for mine hænder. Her blev det klart, at der ikke findes nogen løsning for dette, lyder det fra Ditte Ørum. 

Og så var der ikke andet for end hun selv måtte til at opfinde noget, baseret på sine egne erfaringer og begrænsninger.

Det har kostet Ditte Ørum mere end to års arbejde at nå fra at bakse med en idé i hovedet og til at stå med det unikke og patentbeskyttede produkt.

Vejen hertil er gået over, at Ditte Ørum med sin fars hjælp fik omsat sin oprindelige idé til professionelle tegninger. Herefter blev der fremstillet en prototype og parallelt hermed ansøgning om patent. Og endelig blev der indgået aftale med en producent i Kina og sat i gang med markedsføring og salg.

Udvikling af Blooms er foregået i samarbejde med eksterne investorer, der ikke blot har skubbet kapital i virksomheden, men som også har bistået med forretningsmæssig kompetence.

Ditte Ørum har ingen baggrund i hverken produktudvikling eller markedsføring. Hun er oprindeligt uddannet i landbruget med speciale i grise og har siden uddannet sig som meritlærer på UCN.

- Men trangen til at skabe noget særligt og at stå på egne ben har jeg vist nok altid haft, siger Ditte Ørum til netmediet flaskeposten.dk.

Viljen til at overkomme vanskeligheder er også en del af Ditte Ørums karakter.

Ikke blot hendes svage hænder, men også ordblindhed har til tider gjort det vanskeligt for Ditte Ørum at begå sig. Alligevel er Ditte Ørum – med god støtte fra sine investorer og Hjørring ErhvervsCenters iværksætterrådgivning – kommet godt i gang med sin iværksætter-virksomhed.

- Salget ser foreløbig godt ud. Næste trin bliver at forsøge at komme ind på det tyske og det engelske marked, fortæller Ditte Ørum.

Og Hirtshals-iværksætteren har flere planer om vækst hos Blooms, og hun har allerede patent på endnu et produkt, nemlig en potte beregnet til træer, der ikke tåler frost.

Ditte Ørum håber på, at produktion og markedsføring kan starte i 2020.


Seneste nyt

fra Nordjylland