Svenstrupgård i flammer efter uheld med ukrudtsbrænder

Et forsorgshjem syd for Aalborg stod onsdag formiddag i flammer, efter en beboer kom lidt for tæt på gården med en ukrudtsbrænder.

Nordjyllands Beredskab rykkede onsdag formiddag ud til en brand på forsorgshjemmet Svenstrupgård syd for Aalborg. 

Her havde en beboer været lidt for tæt på hjemmet med en ukrudtsbrænder, og det betød at ilden fik fat i både et indgangsparti, en væg og taget. 

- Da vi kom frem, stod siden af huset i flammer, og der var kraftig røgudvikling, fortæller indsatslederen på stedet Anders Brosbøl. 

- Vi havde ikke andre muligheder end at få taget skåret op og slukket ilden, der på det tidspunkt både havde fat i indervæg og taget. Der er ingen kommet til skade, og nu er vi i gang med efterslukningen, siger han kort før middag.

Svenstrupgårds forsorgshjem er et tilbud til beboere med særlige sociale problemer, der ikke har, eller i særlige tilfælde ikke kan opholde sig i egen bolig og har brug for aktiverende støtte, omsorg og hjælp.


Seneste nyt

fra Nordjylland