Svineproducenter til tælling

2018 blev et historisk dårligt år for de nordjyske svineproducenter.

2018 er et år, som mange nordjyder vil huske for en lang og varm sommer.
Landmændene husker mest året for tørken, der gjorde høsten betragteligt mindre, end de havde håbet på.
Men værst ramt er svineproducenterne, der blev ramt dobbelt.
Dels fik de omkring 20% mindre for hvert eneste slagtesvin og samtidig blev foderet bare dyrere og dyrere.

- 2018 har ikke været et godt år for svineproducenterne. Når man mister omkring 100 kroner per gris og producerer 20.000 svin om året, så mangler man to millioner kroner i regnskabet, når året er omme, forklarer erhvervsrådgiver fra landbrugsorganisationen Agri Nord, Jørgen Cæsar, til TV2 Nord.

Nordjylland og Djursland er de hårdest ramte områder i landet. Det har resulteret i et gennemsnitligt underskud efter finansiering på -219.000 kr. for slagtesvineproducenterne og -451.000 kr. for smågriseproducenterne.

De store underskud for svineproducenterne står i skarp kontrast til 2017, hvor resultatet for slagtesvineproducenterne endte med et plus efter finansiering på 608.000 kr. i snit og et ditto plus på 2,75 mio. kr. for smågriseproducenterne.

Det viser en gennemgang af i alt 400 landbrugsregnskaber fra rådgivningsselskaberne LandboSyd, LandboNord, SAGRO og LMO forud for rådgivningshusenes økonomikonferencer i februar.

- Der vil være svineproducenter, som må dreje nøglen om, og selvom prognoserne for svinepriserne i 2019 ser en smule bedre ud, så betyder den dårlige høst i år, at foderpriserne fortsætter med at stige, forklarer Jørgen Cæsar.
Tørken blev i det hele taget årets store synder. En stor del af kornet tørrede væk under sommerens tørke, og landmændene tabte i gennemsnit 20-40 procent af deres normale udbytter. 

Truslen om svinepest skabte desuden en vis nervøsitet på eksportmarkedet, og de producenter, der eksporterer smågrise til udlandet, havde svært ved at afsætte deres varer samtidig med, at priserne faldt drastisk.


Seneste nyt

fra Nordjylland