Svømning tilbage på skoleskemaet

Skole- og kulturudvalget i Aalborg Kommune skal tage stilling til, om folkeskoleeleverne igen skal lære at svømme.

Svømning blev fjernet fra skoleskemaet på folkeskolerne i Aalborg Kommune sidste år. Men nu kan undervisningen i brystsvømning og rygcrawl være på vej tilbage. Punktet er på dagsordenen ved Skole- og Kulturudvalgets møde 7. februar.

Kommunens Skole- og Kulturforvaltning indstiller, at eleverne i folkeskolens 3. klasser fra skoleåret 2012/2013 skal tilbydes svømmeundervisning.

Der tildeles 500.000 kroner pr. skoleår, som skal dække svømmeundervisning og transport. Der lægges op til, at eleverne i 3. klasserne skal have i alt tre lektioners svømmeundervisning fordelt over tre på hinanden følgende uger.

Det vil være instruktører fra Aalborg Svømmeklub og Svømmeklubben Nord, der skal stå for undervisningen.


Seneste nyt

fra Nordjylland