Sydafrikaner fastansat i Fortuna

Portia Modise har skrevet to-årig kontrakt med Hjørring-klubben

Portia Modise har fredag skrevet en to-årig kontrakt med Fortuna Hjørring. Den teknisk begavede og målfarlige sydafrikaner har spillet den seneste måneds tid på en kortvarig aftale, men Fortuna og hun satser nu på en varig forbindelse.

Begge parter har været meget tilfredse med hinanden i den korte tid, Portia Modise har været i Hjørring, og ser frem til to års samarbejde.

- Vi er overbevist om, at Portia bliver en forstærkning for Fortuna og en attraktion for 3F Ligaen, siger Fortunas formand Jette Andersen.

Den 23-årige Portia Modise spiller søndag for Fortuna i sæsonens sidste kamp i Vejle. Herefter rejser hun hjem til Sydafrika for at slutte sig til landsholdet, Banyana Banyana, som hun er anfører for.

I øvrigt er Fortuna godt i gang med at have holdet klar til den nye sæson i 3F Ligaen. Der mangler enkelte aftaler, men sportschef Anne Mette Christensen forventer, at truppen i det væsentlige vil være uændret i forhold til sæsonen 2006/07.


Seneste nyt

fra Nordjylland