For syg til lokal - rask nok til national

Kim Christiansen fra Dansk Folkeparti har netop fået forlænget sin sygeorlov fra sit byrådsarbejde i Mariagerfjord Kommune. Imens fortsætter han ufortrødent sit politiske arbejde på Christiansborg. Det får nu borgere og politikere i kommunen til at undre sig.

I øjeblikket er Kim Christiansen og resten af Dansk Folkeparti er ved at gøre sig klar til folketingsvalg med musikvideoen: Herfra min verden går. Både tekst og musik er skrevet af Kim Christiansen, som nu på fjerde måned er sygemeldt fra sit byrådsarbejde. Det undrer byrådskollega Melanie Simick fra SF.

- Sådan er det jo ikke på min arbejdsplads. Hvis jeg er syg, så er jeg jo syg - og så skal jeg jo fortælle hvorfor jeg er syg. Jeg kan ikke være syg et sted, og så være frisk det andet sted. Det kan jeg godt undre mig lidt over, at man som politiker har friere rammer, siger Melanie Simick til TV2/Nord.

Og hun er ikke den eneste. For mens Kim Christiansen er sygemeldt i byrådet, så arbejder han videre i Folketinget. På TV2/Nords Facebookside har flere seere kommenteret sagen, efter videoen er blevet offentliggjort..

Hovedpersonen selv gik ned med stress sidste år - blandt andet på grund af en for stor arbejdsbyrde. Derfor valgte han byrådsarbejdet fra i en periode.

- Jeg har tidligere haft egen virksomhed. Hvis jeg havde en medarbejder der, så ville jeg da hellere have, at medarbejderen arbejdede 20 timer - og stadig var i gang - frem for bare at gå hen og lægge sig under dynen, siger Kim Christiansen til TV2/Nord.

Sygeorlov eller ej, så tjener Kim Christiansen årligt omkring 85.000 kroner som byrådsmedlem i Mariagerfjord Kommune. Indtil videre har han fået godkendt et halvt års orlov.

Mens Kim Christiansen er på orlov bliver han afløst af partifællen Peter Scrøder.


Seneste nyt

fra Nordjylland