Syge borgere demonstrerede i Aalborg

Foto: Christell Maria Iversen

Omkring 100 borgere var lørdag middag til demonstration på Gabels Torv i Aalborg.

En syg forvaltningskultur. Så hård var kritikken af Aalborg Kommune, da kampagnen "Sygt Valg" havde indkaldt til demonstration lørdag middag på Gabels Torv i Aalborg.

- De syge går på gaden, fordi de er vrede. Vi er under valgkampen blevet beskyldt for, at vi ikke ville have en dialog, men det er netop det, mange borgere har forsøgt at få. Ingen har dog villet lytte til dem, siger David Wedege Petersen, initiativtager sygtvalg.dk.

Omkring 100 syge og utilfredse borgere troppede op til demonstrationen, og kritikken af kommunen vil fortsætte indtil politikerne handler og stopper med at bryde lovgivningen. Det sagde flere borgere til TV2/Nord.

- Vi holder altså ikke op, før kommunen holder op med at krænke borgernes rettigheder. Vi mener, at de på flere punkter bryder lovgivningen i behandlingen af syge borgere, siger David Wedege Petersen, initiativtager sygtvalg.dk.

Efter dagens demonstration fik TV2/Nord fat i rådmand Mai-Britt Iversen, og hun afviser, at Aalborg Kommune bryder lovgivningen.

- Vi overholder selvfølgelig lovgivningen. Der er flere ting vi kan forbedre, men vi overholder altså lovgivningen i vores land, siger hun og fortsætter:

- Jeg vil også sige, at demonstrationen kunne indlede til en bedre og mere konstruktiv debat. I stedet er fokus mere på, hvor kold og kynisk jeg skulle være, siger Rådmand i Familie- og Beskæftigelsesforvaltningen ved Aalborg Kommune, Mai-Britt Iversen (Soc.dem.)

Du kan se mere til dagens demonstration i vores udsendelse 19:30.