TV2 Nord

Syge danskere straffes af afregningssystem

Patientforeningen og V-ordfører ønsker afregningssystemet på hospitaler ændret. Systemet skader hospitaler økonomisk, hvis de handler forsvarligt.

Det er helt ude i skoven, at patienter risikerer dårligere behandling og flere indkaldelser end højst nødvendigt, fordi det nuværende afregningssystem, er indrettet skævt. Det mener Patientforeningen.

Sundhedsstyrelsen, der afregner ydelser efter såkaldte DRG-takster, betaler kun hospitalerne for den dyreste ambulante ydelse pr. patient pr. dag. Det betyder helt konkret, at sygehuset ikke får udgifterne dækket til fysioterapeuter og kiropraktorer, hvis en læge også tilser samme patient samme dag.

- Vi bliver nødt til at se på, hvordan vi kan indrette systemerne, så det er mest hensigtsmæssigt både for patienterne og for skatteborgernes penge. Ingen patienter kan være tjent med, at de faglige ekspertiser ikke står som et samlet team, når man har en aftale på hospitalet, siger patientforeningens formand, Erik Bach.

Ikke desto mindre er det rent faktisk, hvad der sker, når rygpatienter får en indkaldelse til reumatologisk afdeling på Sygehus Vendsyssel i Hjørring. For selvom al faglig fornuft siger, at det gavner patienten at se lægen, sygeplejersken og fysioterapeuten på samme dag, så deler afdelingen besøgene i flere bidder. Ellers kan økonomien ikke løbe rundt, siger ledende overlæge på afdelingen, Claus Rasmussen.

- Det er slet ikke særlig professionelt, men vi er tvunget til det. Jeg synes, at Sundhedsstyrelsen mangler at tage ansvar i denne sag, for vi har længe forsøgt at præge systemet internt, men indtil videre har vi talt for døve øren, siger Claus Rasmussen til Ritzau.

Måske vil der snart ske ændringer. I hvert fald har Venstres sundhedsordfører Birgitte Josefsen fredag kontaktet Sundhedsministeriet for at gøre opmærksom på problemstillingen, når DRG-taksterne inden længe skal ændres.

- Der er simpelthen ikke incitament til at behandle patienterne mest hensigtsmæssigt. Og det bliver vi nødt til at forholde os til, når vi sidder i processen med at ændre taksterne. Ellers er det jo misbrug af lægers, sygeplejerskers og patienternes tid, siger hun.
/ritzau/

Har du et godt tip?

Aktuelle serier på Salto

Flere nyheder fra TV2 Nord