Sygefraværet stiger fortsat i Brønderslev Kommune

Nye tal viser at sygefraværet i kommunen endnu engang er steget. Kommunaldirektøren mener, at kommunesammenlægningen har en del af skylden.

Sygefraværet i Brønderslev Kommune er for øjeblikket på 5,03 procent, eller det der svarer til ti sygedage årligt for hver ansat i kommunen. I 2005 var tallet på kun 4,03 procent.

Kommunaldirektør Søren Steensen mener, at det er eftervirkningerne af kommunesammenlægningen, man ser:

- Vi har endnu ikke nærlæst de nye tal og set, om enkelte områder stikker særligt ud. De ansatte har været hårdt spændt for med kommunesammenlægning, og vi har da oplevet flere, som skal sygemeldes i en kortere eller længere periode. Men vi vil selvfølgelig undersøge, om der er tale om en midlertidig stigning pga. sammenlægningen, eller om der er en tendens i tallene. Er der tale om en kraftig tendens, så skal vi i gang med målrettet at nedbringe sygefraværet, siger kommunaldirektøren.

Der arbejdes dog allerede nu med at nedbringe sygefraværet, bl.a. skal alle medarbejdere årligt have tilbudt en medarbejderudviklingssamtale. Der arbejdes med at fastholde syge medarbejdere på arbejdspladsen. Man arbejder med stresshåndtering, medarbejderinddragelse og lign. tiltag, som alle har en indvirkning på sygefraværet.

Økonomiudvalget behandler sagen på møde på torsdag.

Flere nyheder fra TV2 Nord