Sygehus begraver aborter

Aalborg Sygehus sørger for begravelse af aborterede fostre, hvis forældrene ønsker det. Det fortæller P4 Nordjylland.

Dermed er Aalborg Sygehus forud for et forslag fra Etisk Råd, som i nye retningslinjer anbefaler alle danske sygehuse at tilbyde nedgravning af fostre.

Tidligere blev fostrene kasseret som andet vævsaffald, men de seneste tre år har Aalborg Sygehus fulgt den nye praksis. Den omfatter både ufrivllige og provokerede aborter, fortæller afdelingsjordemoder Jonna Jensen.

- Med mindre forældrene ønsker destruktion, sørger vi for begravelse på kirkegården af de fostre, der aborteres mellem 12. og 22. graviditetsuge. Efter 22. uge regnes fostret som et barn, og ved dødfødsel er begravelsen forældrenes eget ansvar, siger Jonna Jensen til P4 Nordjylland.
 
Fostrene begraves i en anonym fællesgrav under en græsplæne.


Seneste nyt

fra Nordjylland