Sygehus deler ud af sundhedsviden

Aalborg Sygehus danner ramme om en informativ aften, når der torsdag aften er Forskningens Døgn. Foto: Bruno Stagsted

Man kan blive meget klogere på sundhed og sygdom under forskningens døgn på Aalborg Sygehus.

Test din smertetærskel, få scannet dine blodkar for åreforkalkning eller din nethinde for alderspletter. Tjek din balance, prøv dine evner som mikrokirurg og hør om Botoxbehandling til børn.

Sådan lyder blot nogle af de tilbud, som Aalborg Sygehus byder på, når borgerne i inviteres indenfor torsdag den 19. april, når sygehuset deltager i det landsdækkende "Forskningens Døgn".

Man kan blandt andet høre Stig Andersen, leder af Center for Grønlandsforskning og afdelingslæge på Medicinsk Endokrinologisk Afdeling dele ud af kolde facts om sundhed i Grønland.

Stig Andersen har under flere lange ophold i Grønland forsket i grønlændernes sundhed. Sundhedsforskning i Grønland er særligt interessant fordi to genetisk forskellige grupper, Inuit og Kaukasiere, deler samme ekstreme miljø, og fordi samme genetiske gruppe eksponeres for enten det kolde Arktiske Grønland eller det lune Danmark.

Der er også mulighed for at høre ledende overlæge på Øjenafdelingen, Kirsten Lau Baggesen fortælle om, hvordan man kan anvende Botox i stedet for en skeleoperation hos børn, der skeler indad. Hun giver eksempler på, hvad der går godt, og hvad der ikke går så godt - og fremlægger resultaterne af den forskning, der ligger bag projektet.

Endelig kan man høre kan også høre forskningsansvarlig ved Øre-Næse-Halskirurgisk Afdeling, Michael Lyhne Gaihede, fortælle om mellemørebetændelse og drænbehandling af børn samt komplikationer herved - alt sammen krydret med den nyeste forskning inden for området.

Mellem aftenens foredrag kan borgerne besøge en række stande, og møde forskerne bag nogle opsigtsvækkende forskningsresultater. Her kan man benytte lejligheden til at blive scannet for åreforkalkning, lytte sig frem til lymfeknuder med en geigertæller, få målt sin muskelstyrke eller lungefunktion og få en snak om alt fra hofte- og knæproteser til pacemakere.

Endelig er også mulighed for at sætte sin viden på spil i en sjov quiz om sundhed, sygdom og forskning.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord