Sygehus lader vægtere tjekke rygende ansatte

Aalborg Sygehus skruer bissen på overfor de ansatte, der ryger i arbejdstiden. Nu skal vægtere holde øje med rygerne.

Der har længe været overvågningskameraer på Aalborg Sygehus, men nu skal sygehusets vægtere også holde øje med, om de ansatte ryger i arbejdstiden. Sygehuset har derfor udvidet vægternes arbejdstid, så de har god tid til at holde øje med personalet.

Sygehusets rygeregler tillader kun patienter og pårørende at tage en cigaret i en rygepavillon, mens ansatte overhovedet ikke må ryge på sygehusets område.

De nye skærpede regler betyder, at vægterne har mandat til at bede ansatte, der ryger på matriklen om deres personalenummer. Derefter indberettes episoden til ledelsen. Og de nye regler møder kritik af ansatte på sygehuset:

- På hvilket grundlag kan en arbejdsgiver indføre kontrol af sine medarbejdere?, skriver Ilse Christiansen, uddannelsesansvarlig overlæge på Hæmatologisk Afdeling i et indlæg. Hun kalder de nye regler for ren stalinisme.

Ansatte, der bliver taget i at bryde reglerne, kommer til en samtale med ledelsen. Første gang får den ansatte et tilbud om et rygestopkursus. Anden gang bliver man kaldt til en personlig samtale med sygehusledelsen, og tredje gang klapper fælden, og der ryger en fyreseddel på bordet.

- Det er nødvendigt, da vi gentagne gange har oplevet, at ansatte ryger på sygehusets matrikel, fortæller Jens Ole Skov, sygehusdirektør, Aalborg Sygehus.

I perioden 1. oktober til 27. november er 31 ansatte blevet noteret for at ryge på sygehusets matrikel. Rygeforbuddet gælder også e-cigaretter.


Seneste nyt

fra Nordjylland