Sygehus Thy-Mors: take away-mad

Fra i dag tilbyder sygehus Thy-Mors take away-mad til samtlige medarbejdere og deres familier.

Tre forskellige menuer
De 900 medarbejdere på sygehuset kan vælge mellem tre forskellige menuer, som skifter hver måned. Og der er - som i sygehusets kantinemad i det hele taget - lagt vægt på både at tilbuddet skal være sundt, i høj grad økologisk og med friske råvarer. Fedtprocenten i måltidet er maksimalt 30 procent.

- Vi er som sygehus vant til at forny os. Det gør vi konstant, når det gælder behandlingen af patienter. Men det gør vi også i vores funktion som arbejdsplads og arbejdsgiver. Og vi er fast besluttede på, at vores medarbejdere skal opleve os som en god og meget attraktiv arbejdsplads, siger sygehusdirektør Kurt Nielsen.

- Vi ved, at mange familier har travlt i hverdagen, og vi håber at vi med dette nye tilbud kan bidrage lidt til, at vores medarbejdere får en lidt bedre hverdag med lidt mindre stress sammen med deres familie, siger Kurt Nielsen.

Take away konceptet
Ideen om at etablere take away-konceptet kommer fra sygehusets værdigruppe med repræsentanter for alle medarbejdergrupper.
Værdigruppen har siden efteråret leveret en række konkrete forslag til sygehusledelsen. Alle funderet i ambitionen om at gøre Sygehus Thy-Mors attraktiv for både patienter og medarbejdere.

Nemt og sundt
Cheføkonoma Mie Nielsen lægger meget vægt på, at madtilbuddet ikke bare er nemt og smager godt, men også er sundt.

- Vi arbejder meget med kostpolitik i køkkenet i det hele taget. Og vi vil være sunde! Vi vil tilbyde både medarbejdere og patienter sund mad hver dag. Det skal selvfølgelig også afspejles i dette nye tilbud, siger cheføkonomaen.

Prøver den på manden
Smagen kommer dog heller ikke til at fejle noget, lover Mie Nielsen.

- Jeg afprøver den på manden derhjemme i Nykøbing, før jeg vælger månedens menu. Derfor er jeg helt sikker på, at vi tilbyder det ypperste, når vi går i gang med take away-mad, siger Mie Nielsen.

Menu i marts
- Bankekød i stegesovs med kartoffel-urtemos og bagte rodfrugter.
- Chili con carne med bagte urter.
- Sejfilet med sennepssovs - persillekartofler og porremix.


Seneste nyt

fra Nordjylland