Sygehus Vendsyssel afskediger 50

00:29

Foto: Per Frank Paulsen

Foto: Sygehus Vendsyssel

1 af 3

Besparelser for 38 millioner kroner på Sygehus Vendsyssel betyder, at 50 stillinger bliver nedlagt.

Nedskæringerne i det nordjyske sygehusvæsen fortsætter. I går meldte Aalborg Universitetshospital ud, at de nedlægger 200 stillinger, og i dag følger Sygehus Vendsyssel (SH) efter.

På afdelingerne i Skagen, Frederikshavn, Dronninglund, Brønderslev, Hjørring, Læsø og Skagen skal der spares i alt 38 millioner kroner, og det betyder ifølge Camilla Brandt, kommunikationsmedarbejder på SH, at 50 stillinger nedlægges.

- Det er op ad bakke det her. Man vil gerne have mere for færre penge. Det svarer til to plus to giver halvanden, det giver ingen mening, siger Bente Yder, fælles tillidsmand på Sygehus Vedsyssel.

Ifølge et dugfrisk notat og oplysninger, som TV2 Nord er i besiddelse af, bliver der nedlagt cirka 50 stillinger - de 25 kan klares gennem vakancer, naturlig afgang etc., 25 skal i omplaceringspulje/afskediges.

Notatet er endnu et udkast, og man skal derfor være obs på, at arbejdet med at fordele fyringerne er i gang lige nu og derfor ikke endelige.

Det er besparelsen på de 38 millioner kroner dog. Af spareforslaget fremgår det, at over en bred kam spares tre procent på akut-, anæstesi-, kvinde/barn-, kirurgi-, medicin-, diagnostik-, neurohabilitering-klinikkerne foruden serviceområdet og teknisk afdeling.

Størst besparelse finder sted i sygehusets egen ledelse med stab, der står overfor en besparelse på knap otte procent.

Det ligger i forlængelse af den kommende klinikstruktur som følge af den ledelsesmæssige sammenlægning af Sygehus Thy/Mos og Sygehus Vendsyssel.

Flere nyheder fra TV2 Nord