Sygehuse i fare

Det kan gå ud over sygehusene, når Region Nordjylland igen skal ud at finde penge. Foto: Iben Hedemann

De små nordjyske sygehuse risikerer lukning. Regionen har nemlig genåbnet budgettet og skal finde besparelser for 50 millioner kroner i 2011.

De nordjyske sygehuse kan stå for skud, når Region Nordjylland skal udføre sin næste store spareøvelse.

Der skal findes 50 millioner kroner for at undgå underskud på driftsbudgettet. Derudover risikerer regionen at skulle finde yderligere 200 millioner kroner på næste års budget, alt afhængigt af resultatet af økonomiforhandlingerne med regeringen.

Dermed kan det endnu engang være sygehusene, der står for skud. Og i et netop udsendt sparekatalog til regionsrådsmedlemmerne fremgår det, at det er på sygehusområdet, at der er flest penge at spare.

Sparekataloget indeholder en lang række forslag til, hvordan pengene skal findes. Her nævnes blandt andet lukning af sygehusene i Nykøbing, Brovst, Brønderslev og Dronninglund samt lukning af de medicinske afdelinger i Farsø som muligheder.

Ifølge sparekataloget er der flest penge at spare ved at lukke sygehuset i Dronninglund, som også for kort tid siden fik nedlagt en af sine medicinske sengeafdelinger.  

Om besparelserne siger regionsrådsformand Ulla Astman (S):

- Jeg vil gerne give nordjyder det bedste tilbud, og jeg tror også, vi kan komme langt. Men jeg vil ikke lægge skjul på, det bliver stramt. Det gør det også for vores mange medarbejdere, som desværre efterhånden er vant til den ene sparerunde efter den anden. Jeg må sige, at de klarer det flot, så borgerne mærker mindst muligt til den stramme økonomi, siger hun.

På mandag påbegynder de forskellige gruppeformænd i Regionsrådet diskussionerne af det fremlagte sparekatalog.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord