Sygehusgrunden: Det sidste punktum er sat - nu kommer der boliger på grunden

Foto: Daniel Mikkelsen

Sagen om den skandaleombruste sygehusgrund i Terndrup synes nu at være endegyldigt afsluttet. Der er bred politisk opbakning i Rebild Kommunes byråd til planer om almennyttige ældreboliger på grunden.

- Jeg er rigtig tilfreds. Det er en glædelig afslutning!

Sådan siger viceborgmester i Rebild Kommune, Allan Busk (den sociale fællesliste) i dag om det, der synes at være et foreløbigt punktum i sagen om den skandaleombruste sygehusgrund i Terndrup.
Grunden har siden sommeren 2016 været genstand for et juridisk slagsmål om skjult forurening, olieforurening og hvem der havde ansvaret – og dermed skulle betale regningen. Et slagsmål, der har involveret både Region Nordjylland, det konkursramte nedbrydningsfirma IF og Rebild Kommune.

- Jeg tror det var i 2013, vi stillede forslag om at Terndrup Sygehus skulle rages ned. Så blev det væltet og så skal jeg ellers love for, at mareridtet startede, fortæller Allan Busk.

Men nu synes mareridtet at være endegyldigt slut. Ved budgetforhandlingerne i Rebild Kommune onsdag aften var der bred politisk opbakning til planen om at bygge almennyttige ældreboliger på den tomme sygehusgrund i Terndrup. Grunden er i dag renset for al forurening, hvorfor der altså ikke er noget i vejen for et byggeri på grunden.

Læs også Politikere forlanger forklaring: 444.000 kroner brugt forkert

Det er boligforeningen Lejerbo, der, sammen med et lokalt byggefirma, vil opføre i første omgang 18-20 ældreboliger på den 11.000 kvadratmeter store grund. Bliver den første etape af boliger en succes, forventer man at kunne opføre op mod 35-40 boliger på i alt 3500 kvadratmeter. Og med 15 personer, der allerede er skrevet op til en af de nye boliger, synes projektet allerede at have vind i sejlene.

Er det allersidste ord så sagt og det allersidste punktum sat i sagen?

- Jeg har været i politik i over 20 år, så man skal altid passe på med at sige, at det sidste punktum er sat. Men jeg kan ikke forestille mig, hvad der skulle kunne ske. Det er det mest gennemgravede stykke jord i Nordjylland. Jeg kan ikke forestille mig, at de kan finde mere, siger Allan Busk med henvisning til de omfattende undersøgelser og oprensninger af grunden, der er blevet foretaget de seneste mange måneder.

Planerne om ældreboliger på grunden afventer dog stadig endelig godkendelse, ligesom projektet også skal i offentlig høring, inden entreprenører og håndværkere kan gå i gang på grunden. Men hvis alt går efter planen, kan de første ældreboliger stå klar i begyndelsen af 2019.

Forsiden lige nu