Sygehusplaner igen til debat

Regionspolitikere skal drøfte fremtidsmodeller for Aalborg Sygehus

Udbygning af Aalborg Sygehus eller nybyggeri på en bar mark?

Sådan lyder de to alternativer for en fremtidig samling af Aalborg Sygehus, som de nordjyske regionspolitikere skal drøfte for første gang i næste uge.

Regionsrådet besluttede i juni 2007, at der skulle udarbejdes en grovallokeringsplan for Aalborg Sygehus for at få afklaret, om Aalborg Sygehus Nord og Aalborg Sygehus Syd kunne samles på arealerne ved Aalborg Sygehus Syd eller om der skulle bygges et nyt, stort sygehus på bar mark et andet sted.

- Jeg glæder mig til en fordomsfri drøftelse af planen, som rummer begge løsningsmuligheder, siger Regionrådsformand Orla Hav. Planen viser nemlig, at det er muligt at samle sygehusfunktionerne på Aalborg Sygehus Syd, eller at bygge et nyt Aalborg Sygehus på en bar mark.

- Det er vidtrækkende beslutninger, som vi skal træffe om udbygningen af Aalborg Sygehus, siger Orla Hav. Derfor behandler vi også sagen igen i Regionsrådets møde i november, før vi træffer beslutning.