Sygeplejerske frifundet: Jeg er så lettet

02:38

En årelang kamp er slut for en sygeplejerske fra Hjørring Kommune. Hun er frikendt for anklager om at have ydet aktiv dødshjælp

1 af 2

En sygeplejerske fra Hjørring Kommune er frikendt for anklager om at have ydet aktiv dødshjælp. For første gang står hun nu frem på tv.

De sidste tre år har ikke været just behagelige for sygeplejerske Gurli Birkbak Højen. Hun har været anklaget for at have givet for høj morfindosis og dehydreret en mand til døde. Nu er hun frifundet og stiller for første gang frem på tv.

- Jeg var lettet og der var glædestårer.

Sagen begyndte tilbage i 2012 da 76-årige Kurth Højmark Jensen døde. En ven af ham klagede til patientombuddet, fordi han mente, at Gurli Birkbak Hansen havde givet en for høj morfindosis.

- Det er hårde beskyldninger at komme med. Ens faglighed bliver sat på prøve. Når man synes, man har gjort det godt og sætter ære i at gøre det godt, så er det hårdt.

Det førte til anklager, hun først i henholdsvis april og december 2015 blev frikendt for.

- Jeg har sovet dårligt, Jeg har haft hjertebanken. Jeg har været ked af det. Jeg har været meget vred i perioder. Jeg har set sider af mig selv, som jeg ikke var klar over, jeg havde.

Men nu er hendes navn renset. Sagen kan ikke ankes mere, og hun er derfor sikker på, at den ikke blusser op igen.

- Jeg tænker, at man ikke ved, hvad man kan risikere at ryge ind i. Selvom man synes, man har gjort det fagligt godt, kan man blive stillet til regnskab, og man kan blive undersøgt.

Hun har gennem hele forløbet haft kollegernes opbakning og arbejdet lige siden den første mistanke blev rejst mod hende. Og hun har da også i sinde at fortsætte.

- Jeg ser stadig mig selv som sygeplejerske, det er det jeg er god til.

Har du et godt tip?