Sygeplejersker spammes med jobtilbud

Et norsk vikarbureau beskyldes for chikane og aggressiv markedsføring.

De fleste ville nok blive smigrede over helt uopfordret at få tilbudt job til attraktiv løn. Men det kan også blive for meget af det gode. Nordjyske sygeplejersker følger sig jagtede af et norsk vikarbureau. De kalder dets metoder for chikane og aggressiv markedsføring.

- Jeg har nok fået 30-40 sms'er om vikarjobs i Norge. De kommer fra det samme bureau, som jeg aldrig har tilmeldt mig. Det begyndte i april, og jeg er irriteret og ret sur over det, og tænker, hvad de bilder sig ind, siger sygeplejerske Vivi Vestergaard.

Hun har et fast job, som hun er glad for, nemlig på børneintensivafdelingen på Aalborg Universitetshospital.

Andre sygeplejersker på afdelingen har fået personlige breve og emails. Og nogle er blevet ringet op på deres private mobiltelefon.

- Jeg sagde, jeg ikke var interesseret. Men alligevel har jeg fået fire-fem mails hver måned om forskellige jobopslag, siger sygeplejerske Rikke Rensch, der også arbejder på børneintensivafdelingen.

I Dansk Sygeplejeråds nordjyske afdeling kalder næstformand Helle Kanstrup fremgangsmåden hos det norske bureau for meget uanstændig.

- Vores medlemmer oplever, at det er meget svært at slippe for disse uopfordrede jobtilbud. Det er meget aggressiv markedsføring, siger hun.

Det er vikarbureauet Konstali Helsenor, der står bag de uopfordrede jobtilbud. Direktør Svein Konstali afviser, at hans firma er for aggressiv.

- Hvis der er nogle, der påstår, at vi chikanerer dem, jamen så er det løgn. Sandheden er jo at vi tilbyder dem de bedst betalte jobs, siger direktøren.

Svein Konstali hævder, at sygeplejerskerne altid kan bede om ikke at blive kontaktet. Han kalder sin markedsføring samfundsnyttig, og påpeger at hans bureau er det største.

De nordjyske sygeplejersker undrer sig over, hvor Helsenor har deres personlige oplysninger fra. Deres navne står i det såkaldte autorisationsregister, som ligger offentligt tilgængeligt på Sundhedsstyrelsens hjemmeside. Men her står hverken mobilnumre, private adresser eller mailadresser.

Svein Konstali forklarer, at hans medarbejdere søger på navnene på registre på internettet, for eksempel De Gule Sider, Krak og Eniro, og på den måde finder de frem til numre og adresser.

Dansk Sygeplejeråd mener, at der kan være tale om et brud på markedsføringsloven, der har et kapitel om "uanmodet henvendelse".

- Vores medlemmer kan kontakte Forbrugerombudsmanden og sige, at de bliver uretmæssigt spammet, siger næstformanden i den nordjyske afdeling af DSR, Helle Kanstrup.


Seneste nyt

fra Nordjylland