Syv måneder at sælge huset

Det nu tager syv måneder at få solgt sit hus. Den gennemsnitlige salgstid er steget med en måned på et år. Salgstiden i Nordjylland er 224 dage, en stigning på 17%.  

Til salg-skiltene får i gennemsnit lov til at stå en hel måned længere foran landets villaer og rækkehuse i dag, end de gjorde i februar 2011. Det viser nye tal fra Boligsidens Markedsindeks.

Det betyder, at det i dag i gennemsnit tager 220 dage at få solgt sit hus, mens det for et år siden kun tog 189 dage.

Hos Boligsiden mener kommunikationsdirektør Birgit Daetz, at den længere salgstid er et tegn på, at danskerne er usikre på den økonomiske situation og tænker sig om en ekstra gang, før de tør skrive under på en købsaftale.

- Og så er der nok også rigtig mange, der har holdt sig tilbage, fordi de venter på yderligere prisfald, eller fordi de er bange for ikke at kunne komme af med deres eget hus, siger Birgit Daetz.

På landsplan er salgstiden i gennemsnit steget med 16,8 procent det seneste år, men der er store regionale forskelle.

Region Hovedstaden står for den mest markante stigning på 26,5 procent, mens salgstiden for huse i Region Sjælland kun er steget med 4,9 procent de seneste 12 måneder.

- Boligmarkedet er meget opdelt. Der er en bevægelse ind mod byerne, så det er nemmere at komme af med sin bolig dér. Region Hovedstaden har den laveste salgstid, og derfor har den også mulighed for den største stigning, forklarer Birgit Daetz.

På landsplan er salgstiden på udbudte huse steget med 16,8 procent, men der er store regionale forskelle.

Salgstiden for villaer og rækkehuse i landets fem regioner, stigningen i forhold til februar 2011 er vist i parantes:

Region Hovedstaden: 182 dage (26,5 %)
Region Midtjylland: 220 dage (19,2 %)
Region Nordjylland: 224 dage (17,1 %)
Region Sjælland: 238 dage (4,9 %)
Region Syddanmark: 234 dage (18,9 %)

Hele landet: 220 dage (16,8 %)

Kilde: Boligsidens Markedsindeks


Seneste nyt

fra Nordjylland