For syvende år i træk: Billigere fjernvarme i Frederikshavn

Det bliver billigere at skrue op for varmen i Frederikshavn.

Mens varmeprisen stiger i Aalborg, kan 15.000 fjernvarmebrugere i Frederikshavn igen glæde sig over, at varmeprisen falder.

Fra 1. juli 2016 falder prisen til 465,00 kroner pr. MWh inklusiv moms, hvilket er en nedsættelse på 15 kroner pr. MWh. 

- Selskabet er kommet ud af 2015 med et overskud, der primært skyldes faldende gaspris. Denne udvikling er fortsat i 2016, og dette kommer nu vores kunder til gode, udtaler Forsyningens administrerende direktør Claus Reimann Petersen til Kanal Frederikshavn. 

- Selvom nedsættelsen ikke er så voldsom som for et år siden, går priskurven stadig i den rigtige retning. Det er glædeligt, og jeg håber, at denne udvikling kan få endnu flere til at vælge den billige og miljørigtige fjernvarme som opvarmningsform, fortsætter den administrerende direktør.

På samme tidspunkt for et år siden blev prisen sat ned med hele 60 kr./MWh.

Er du ejer af en helårsbolig med oliefyr, kan du søge tilskud til installation af fjernvarme. Du kan få 8.000 kr. i tilskud, hvis du vælger at få fjernvarme i stedet for dit oliefyr eller anden energikilde. 

Forsyningen yder tilskuddet til at etablere stikledning – det vil sige den ledning, der forsyner din ejendom med varme.

Med de nuværende fjernvarmepriser kan et typisk parcelhus på 130 kvadratmeter spare omkring 14.375 kr. på den årlige varmeregning ved at skifte til fjernvarme

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord