Tabte kærligheden og karrieren: Niarn var snublende tæt på at dø af druk

Aalborg-drengen Niarn blev kendt som gadedrengen, der drak og tog stoffer. Det image blev en livsstil, der var tæt på at tage livet af ham.

Han var den fandenivoldske gadedreng, antihelten fra 9000, der rappede om drikke sig stiv og tage stoffer. Han skød sig selv direkte ind på hitlisterne med numre som "Dobbelt A" og "Mit liv mine regler" og spillede for fulde huse landet over.

Niarn var landet, og succesen var overvældende. 

Men hvad de færreste vidste, var, at det alkoholforbrug, Niarn rappede om, langsomt var ved at slå ham og hans private jeg, Niels Roos, ihjel. Det endte med at koste ham både kærligheden og karrieren og resulterede i en lang indlæggelse på Hvidovre Hospital.

En historie, Niels Roos - Niarn - fortæller om i en ny dokumentar, der får premiere på TV2 torsdag aften klokken 20.

To forskellige personer

Niels Roos var bare 25 år gammel, da han under kunstnernavnet Niarn fik sit første hit, "Dobbelt A". Som Niarn gik han sanseløst beruset på scenen. Det var en del af jobbet og en del af hans kunstnerimage.

- Fra begyndelsen var det jo en del af Niarn-personaen at drikke sig så fuld og sige fuck til det hele, fortæller Niels Roos til TV2.

- Og jeg tror, det var det, folk godt kunne relatere til og lide ved Niarn. Han var den her taber, der ikke var kommet videre siden 10. klasse, og som bare drak og røg en masse, tilføjer han. 

 
 
Foto: Tv2.dk

Men privat var Niels Roos en helt anden. Han var kærester med Asal Shahverdi, som han havde mødt til en koncert, og sammen med hende levede han en tilværelse med kæresture, fælles kat og kanin. 

- Der var en kæmpestor forskel på Niarn og Niels. Det, at han skulle stå på den her scene og være et idol plus alkohol, det gjorde ham til et andet menneske, fortæller Asal Shahverdi.

Nedturen 

Hun fik en trist plads på førsteparket til Niarns snart eskalerende nedtur, hvor alkoholen fik mere og mere kontrol over hans liv. Og hun gik til sidst fra ham, da hun ikke kunne holde ud at være tilskuer længere.

I 2009 begyndte det at gå ned ad bakke for Niarns karriere. Han spillede for halvtomme sale, men det forhindrede ham ikke i at fortsætte sit alkoholforbrug som før.

Niarn

Niels 'Niarn' Roos er født i 1979 og opvokset i Gug, en forstad til Aalborg.
Han begyndte at rappe i 90'erne og var backup-rapper for blandt andet LOC i starten af 00'erne.
Niarn brød igennem i 2004 med pladen 'Årgang 79', med hits som 'Dobbelt A' og 'Mit liv mine regler'.
Siden fulgte albummene "Rød Aalborg", "Glen Francisco" og "Mere".

- Nu havde min hjerne vænnet sig til at lægge et lille låg på alle de tanker om, at jeg ikke syntes, det var fedt med den drejning, min karriere havde taget. Og så kunne jeg ikke lade være med at drikke, fortæller Niels Roos, der de kommende år følte, at han solgte ud, når han deltog i TV2-programmet "Allstars" eller vendte hjem til Aalborg og et job på den lokale radiostation ANR.

I 2013 var han oppe på at drikke i hvert fald en flaske vodka om dagen, og han havde brug for, at flasken stod lige ved siden af sengen om natten, så han kunne dulme de værste abstinenser med en slurk i ny og næ. Han var opsvulmet af druk og vejede 120 kilo.

Og en morgen vågnede han med så alvorlige smerter i maven, at han uden de vilde protester lod sig indlægge.

Ud med alkohol - ud med Niarn

I dokumentaren "Niarns død" får man via private videooptagelser lavet over 20 år adgang til hele Niels "Niarn" Roos' historie. Om opturene og til sidst den ultimative nedtur, der kulminerede i 10 dage på intensivafdelingen.

Da han endelig vågnede af morfintågerne, var beskeden fra lægerne klar:

- Hvis du nogensinde drikker igen, dør du.

Så alkoholen blev effektivt lagt på hylden. Og med dét træk døde også Niarn. For der var ikke plads til både gadedrengen og Niels Roos. I dag har han været ædru i fem år. Han er blevet gift med sin store kærlighed, Asal Shahverdi, som han bor med i København. Parret har sammen en datter. 

 
 
Foto: Tv2.dk

 


Seneste nyt

fra Nordjylland