Restaurantduel: Tabu vinder kampen om at være Nordjyllands bedste spisested

Restaurant Tabu fra Aalborg løb med den samlede sejr i kampen om at blive Nordjyllands bedste restaurant, da de tirsdag mødte Restaurant Uafhængig fra Hobro i finalen.

Tirsdag aften skulle vinderen i restaurantdysten Bedst i Nordjylland igen findes. Gennem de seneste måneder har Nordjyllands bedste spisesteder dystet mod hinanden, og i finalen tirsdag aften var Restaurant Uafhængig fra Hobro oppe imod Restaurant Tabu fra Aalborg. 

Og det var en af forhåndsfavoritterne, Restaurant Tabu, der løb med den samlede sejr og kunne lade sig hylde som Nordjyllands bedste restaurant. 

- Jeg havde nok regnet med, at de unge fra Uafhængig ville tage den i dag. Vi lavede et femnint forsøg, og det var det, de ville have i dag. Jeg er en smule overrasket. Selvfølgelig går man ind for at vinde, men vi testede også nogle ting af i dag, siger Michael 'Miv' Pedersen efter sejren. 

Stor andenplads til Uafhængig

Dermed må Restaurant Uafhængig, der til manges overraskelse nåede årets finale, altså tage til takke med en flot andenplads i kampen om at blive Nordjyllands bedste restaurant. 

Restaurant Tabu med kokken Michael 'Miv' Pedersen i spidsen og Restaurant Uafhængig med direktør Peter Hansen som primusmotor skulle i tirsdagens finale igennem fire forskellige serveringer inklusiv drikkevarer - herunder snacks, forret, hovedret og dessert. 

Ud fra de fire serveringer skulle konkurrencens tre dommere, Claus Kræmmergaard, Briand Funder og Bent Christensen, kåre den samlede vinder ved pointgivning til hver ret. Dommerne kunne give 20 point per servering og altså maksimalt give 80 point samlet for aftenen.

Og det var et enigt dommerpanel, der endte med at sende sejren til Aalborg og Tabu. Michael 'Miv' Pedersen og holdet endte med at servere tre af aftenens bedste retter, snacks, forret og dessert, mens Restaurant Uafhængig serverede bedste hovedret på aftenen. 

Priserne for bedste enkeltretter

Selvom det kun blev til en andenplads for Restaurant Uafhængig, kan de bryste sig af at have serveret nogle af den samlede konkurrences bedste retter.

For udover prisen som bedste restaurant bliver der også uddelt priser for de bedste enkeltretter, og her var samtlige deltagere ved dette års konkurrence med i opløbet. Der blev uddelt en pris for bedste snack, bedste forret, bedste hovedret og bedste dessert. Vinderne af de bedste enkeltretter blev følgende:

Bedste Snack: Restaurant Uafhængig, Hobro

Bedste forret: Ruths Gourmet, Skagen

Bedste hovedret: Restaurant Uafhængig, Hobro

Bedste dessert: La Locanda, Aalborg

Bedste vinmatch: La Locanda, Aalborg

Samlet vindet: Restaurant Tabu, Aalborg

Bedst i Nordjyllands fandt i år sted på Vendia Gourmet og Bryghus i Hjørring, der sidste år vandt Bedst i Nordjylland.


Seneste nyt

fra Nordjylland