Tæt på udsolgt til Danmarks U/21-kampe

Christian Eriksen og co. kan regne med solid opbakning, når U/21-EM går i gang i dag mod Schweiz.

Det danske U/21-landshold kommer til at spille for fulde huse, når de skal forsøge at få succes ved EM på hjemmebane.

Der er mindre end 3000 billetter tilbage til Danmarks tre gruppekampe mod Schweiz, Hviderusland og Island.

- Vi har en klar forventning om, at der bliver udsolgt til alle Danmarks kampe, siger turneringens medieansvarlig Jacob Wadland.

Lige nu mangler der at blive solgt omkring 500 billetter til lørdagens åbningskamp mod Schweiz i Aalborg, mens der er omkring 1100 tilbage til tirsdagens opgør mod Hviderusland i Aarhus.

Derudover er der 1300 billetter til salg, når Danmark møder Island i Aalborg lørdag den 18. juni.

- Det vil være ærgerligt, hvis der ikke kommer 500 mennesker og køber billet til kampen mod Schweiz, siger Jacob Wadland.

- Foreløbig har vi solgt 16.000 pladser mod Hviderusland, og der er fortsat fem dage til at sælge de sidste billetter i, så vi tør godt tro på, at alt bliver solgt, siger han.

Der er plads til 10.974 tilskuere i Aalborg, mens NRGi Park i Aarhus kan huse 19.557 tilskuere i forbindelse med EM.

/ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland