Taget er usikkert i Frederikshavn

Undersøgelse af Frederikshavn Skøjtehal viser, at spærrene er angrebet af råd og svamp. En mild vinter kan redde ishockeykampene i hallen.

Ishockeyspillerne i Frederikshavn må forlade hjemmebanen denne vinter, hvis der falder meget sne. Det oplyser DR Nordjylland.
 
En længe ventet rapport fra Cowi viser, at spærrene i skøjtehallen i Frederikshavn er angrebet af råd og svamp i en sådan grad, at skaderne skal udbedres, før det igen er sikkert at være i den under alle vejrforhold,

- Vi må tage ekstra forholdsregler, hvis der kommer kraftig sne. I følge rapporten er der ikke garanti for bæreevnen, hvis der ligger 15-16 cm. sne, siger Peter Munk, der er afdelingsleder ved kommunens ejendomscenter.

Skøjtehallen, der i dag hedder Iscenter Nord, er i dag landets ældste og fra 1970. Men den er renoveret og moderniset flere gang før. Den nye rapport viser da også, at det under normale forhold er sikkert at være i hallen trods angrebet af råd og svamp i nogen af spærrene.

- Men når vejret kaster tung sne af sig, er der en risiko - en risiko, vi nærmere må overveje, om vi vil tage, siger Peter Munk.

Den endelige beslutning er op til politikerne, som skal tage stilling om kort tid. Men foreløbig er planen, at hallen først sættes i stand efter vintersæsonen. Prisen kendes endnu ikke.

- Under alle omstændigheder skal der laves en plan, så vi kan få en helt sikker drift af hallen indtil da, siger Peter Munk.

Ishockeyklubben Frederikshavn White Hawks direktør, Henrik Andersen, er ked af at høre, at det står så galt til med skøjtehallen.

- Vi kan blive tvunget til at skulle afvikle vores kampe i en anden by - så jeg håber selvfølgelig på en mild vinter, siger han.


Seneste nyt

fra Nordjylland