Take off for en større Aalborg Lufthavn

Transportministeren åbnede 2500 nye kvm. med en papirflyver

Den røde snor var på plads, men i stedet for at klippe den over sendte transportminister Jakob Axel Nielsen (K) en papirflyver hen over snoren, da han fredag åbnede en ny og større Aalborg Lufthavn.

Med 2500 nye kvadratmeter er lufthavnsterminalen blevet 50 procent større. Det betyder mere plads og bedre komfort for passagererne.

- Den store passagerfremgang for lufthavnen betyder også fremgang for hele regionen og gør Aalborg til et knudepunkt i Skandinavien, sagde transportministeren, der også en flittig pendler på ruten Aalborg-København.

Ministeren mindede om at nordjydernes trafikale livline, ruten til København, gør det hurtigere at pendle mellem Aalborg og København end mellem Næstved og København.

Lufthavnens formand, Aalborgs borgmester Henning G. Jensen, glædede sig over fremgangen i lufthavnen siden nordjyske kommuner i 1998 overtog den fra staten.

- Vi skal være stolte over udvidelsen, den viser at det går den rigtige vej med flere ruter og lavere priser, så alle kan få råd til at flyve, sagde borgmesteren.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord