Take That fans fra London til Aalborg

Engelske fans får tilbudt koncertbilletter i Gigantium

Take That har indledt deres "Beautiful World" comebackturné. Koncerterne er et sandt triumftog med 29 totalt udsolgte koncerter i England. Flere tusinde fans er derfor gået forgæves efter billetter.

Nu skal et nyt initiativ bringe de mange Take That-fans fra London til Aalborg med Sterling og ind til koncerten i Gigantium den 10. november.

Aalborg Kongres & Kultur Center lancerer en helt ny Take That-pakke til de mange engelske fans som er fået forgæves efter billet. Pakken består af flybilletter fra London til Aalborg, billetter til koncerten i Gigantium med overnatninger i Aalborg.

Direktør Ernst Trillingsgaard er begejstret for det nye initiativ og samarbejde, som skal tiltrække de engelske koncertgæster fra London Aalborg.

- Normalt ser vi danskere drage fra Danmark til London til kulturelle oplevelser. Denne gang er det lige omvendt og jeg håber at mange engelske fans vil benytte sig af tilbuddet og komme til koncert i Aalborg, siger Ernst Trillingsgaard.

Take That giver to koncerter i Gigantium i Aalborg den 9. og 10. november.


Seneste nyt

fra Nordjylland