Tall Ships Races vender tilbage til Aalborg

Den internationale organisation, Sail Training International, der står bag den store kapsejlads for sejlskibe, The Tall Ships Races, har netop udvalgt de havne, der skal være vært for begivenheden i 2015. 

Udover Belfast (UK), Ålsund (N) og Kristiansand (N) bliver Aalborg værtshavn. Det bliver fjerde gang Aalborg huser kapsejladsen.

- The Tall Ships Races har indtaget en helt speciel plads i aalborgensernes og nordjydernes hjerter. De tre gange, vi tidligere har været værter, har været uovertrufne succeser, der har tiltrukket et hav af mennesker og fantastiske oplevelser. Derfor er vi meget glade, for at vi kan se frem til at byde denne festlige begivenhed, de flotte sejlskibe og de mange glade gæster, der følger i dens kølvand, velkommen til Aalborg i 2015, fortæller Borgmester Henning G. Jensen.

De præcise datoer ligger endnu ikke fast. Det er dog sikkert at Aalborg bliver sluthavn, hvilket har været højt på ønskelisten hos arrangørerne, da det betyder, at begivenheden bliver placeret i starten af august måned.

Flere nyheder fra TV2 Nord