Tandlægehjælp til hjemløse

For første gang i Danmark vil et tandlægehold af frivillige fra Aalborg nu tage rundt i kommunen til udsatte borgere og tilbyde gratis tandlægehjælp. En hjælp som skal øge livskvaliteten for en gruppe borgere, som ikke kommer til tandlæge særlig tit.

I dag, mandag klokken 14, bliver Danmarks første rullende tandlægeklinik for socialt udsatte indviet i Aalborg. Det er en ti år gammel drøm er nu gået i opfyldelse for tandlæge Majbritt Jensen. Hun har tidligere behandlet hjemløse i sin klinik, men hun fandt hurtigt ud af, at de hjemløse sjældent passer ind i det etablerede system.

Derfor har hun nu investeret i en rullende tandlægeklinik, som tidligere har kørt rundt til børnehaver i Frederiksberg Kommune. Nu er målgruppen noget anderledes.

- Vi vil ud at gøre en forskel, øge livskvaliteten og møde borgerne på deres præmisser. For eksempel kører vi først ud over middag, siger Majbritt Jensen til TV2/Nord.

Køreplanen for bussen er foreløbig fire år og projektet er støtte med knap to millioner kroner fra Indenrigs- og Socialministeriet. Det er meningen, at bussen får fire holdepladser, hvor sociale udsatte borgere normalt færdes.

Holdet består af 7-8 frivillige tandlæger, en tandplejer og et par klinikassistenter. De skal ud til de omkring 300 hjemløse og dårligt stillede borgere, som man regner med er i Aalborg Kommune. Deres problem er, at flertallet ikke regelmæssigt kommer til tandlæge.
Det skal der nu laves om på.

Tandbussen får fire holdesteder i Aalborg Kommune: Forsorgshjemmet Svenstrupgård, Herberget Forchammersvej, Frelsens Hærs Varmestue på Mølle Plads og Kirkens Korshærs Varmestue i Nørresundby.


Seneste nyt

fra Nordjylland