Tandløse White Hawks tabte i Vojens

Der var ikke meget bid i Frederikshavn White Hawks fredag aften, da nordjyderne tabte med 2-0 i Vojens.

Frederikshavn White Hawks kunne ikke bygge videre på sidste uges sejr over lokalrivalerne fra Aalborg Pirates, da nordjyderne fredag aften mødte de forsvarende mestre fra SønderjyskE i Vojens.

Frederikshavnerne fik blot sendt 10 skud på mål i hele kampen, og ingen af dem passerede sønderjydernes målmand Jeff Frazee. Uden at imponere lykkedes det hjemmeholdet at vinde kampen med 2-0. Målene blev sat ind i begyndelsen af anden periode og i slutfasen.

Nederlaget henviser White Hawks til en placering midt i tabellen. Frederikshavn ligger nummer seks i Metal Ligaen med tre point op til førstepladsen og fire point ned til sidstepladsen.

Der er muligvis hjælp på vej til den tandløse White Hawks-offensiv. Fredag aften skrev klubben kontrakt med den 33-årige tjekkiske forward Zdenek Blatny, som har 25 kampe i verdens bedste ishockeyliga, NHL, på cv'et.


Seneste nyt

fra Nordjylland