Tankede løs på chefens kort i flere år

En 64-årig mand er onsdag i retten, hvor han er tiltalt for at have tanket diesel på sin chefs kort 58 gange.

Mange bække små gør som bekendt en stor å, og det bliver også til en ordentlig pøl af diesel til rigtig mange penge, hvis man tanker 58 gange i løbet af tre år. 

Det viser en sag, som efter planen skal for Retten i Hjørring onsdag.

Her skal en 64-årig mand på anklagebænken for at have malket chefens tankkort over en periode på næste tre år, før det blev afsløret. 

Tankede både bil og dunke

Det fremgår af anklageskriftet i sagen, at manden var ansat som lastbilchauffør, men det var ikke kun chefens lastbil, der blev tanket op jævnligt. 

FOROMTALE AF RETSSAG

Denne artikel er en foromtale af en retssag. Det betyder, at artiklen er skrevet ud fra retssagens anklageskrift.


De tiltalte, der er nævnt i artiklen, er ikke dømt. Hvis man er tiltalt i en retssag, så har anklagemyndigheden vurderet den sag, politiet har arbejdet på og besluttet at rejse tiltale i retten.


Retsmødet for denne sag er fastsat til fredag 7. oktober ved Retten i Hjørring.


Her vil de tiltalte samt eventuelle vidner blive indkaldt og afgive forklaring, hvorefter sagen vil blive afgjort.

Ifølge anklagerne tankede manden også sin egen bil, ligesom han fyldte supplerende diesel på dunke - muligvis for at disse private tankninger skulle ligne tankning af en lastbil mest muligt i forhold til mængden af diesel.

Diesel for 85.000 kroner

De private tankninger begyndte i slutningen af januar 2017, og i alt blev det til 17 tankninger det år. 

Året efter blev det til 21 private tankninger, mens manden ifølge politiet tankede 20 gange privat på chefens kort i 2019.

I kroner og øre løber det op i diesel for godt 85.000 kroner. Dertil kan lastbilchaufføren nu lægge en tiltale for underslæb - og mener retten ikke, der er tale om det, så mandatsvig.

Sagen forventes at køre som en tilståelsessag. Der er nemlig lagt op til, at manden lægger kortene på bordet, og at han er parat til at få gjort regnskabet op.


Seneste nyt

fra Nordjylland