Tårs-røver efterlyses

Nordjyllands Politi offentliggør nu overvågningsbilleder fra røveriet mod Nordjyske Bank i Tårs. Se billederne her

Røveriet skete mandag den 11. juni lidt efter klokken 15. Politiet offentliggør nu billedet af røveren i håbet om, at nogen kan genkende manden. Røveren er nemlig stadig på fri fod, og derfor beder politiet nu offentligheden om hjælp.

Røveren som ses på bankens overvågningskameraer beskrives som dansk, selvom han talte engelsk under røveriet. Han er mellem 30 og 40 år. Han er almindelig af bygning, mellem 180 og 185 cm høj og har kort lyst hår, som er maskinklippet i nakken. Han var under røveriet iført en sort jakke med hætte og blå cowboybukser, der var smøget op på buksebenene. Han havde en forbinding om højre hånd og havde hvidt plaster på alle fingrene og på halsen.

Han truede personalet med en sort pistol, og slap væk med et mindre kontantbeløb i sedler. Efter røveriet forsvandt han ad landevejen mod Vrå i en sølvfarvet VW Passat Sedan. Bilens nummerplader var stjålne i forbindelse med et tyveri i Aalborg, mens der ikke er noget spor af bilen.

Har man oplysninger i sagen, kan man kontakte Nordjyllands Politi på 114.


Seneste nyt

fra Nordjylland