Taxamænd: Snydt for stort pengebeløb

Overgangen fra Aalborg Taxa til DanTaxi har gjort flere ansatte vognmænd utilfredse. De føler sig snydt for næsten 90.000 kroner hver.

Vognmænd under det tidligere Aalborg Taxa føler sig snydt i forbindelse med, at de blev lagt ind under det landsdækkende selskab DanTaxi. Det oplyser DR Nordjylland.

Ifølge flere fik de løfter om store pengebeløb for overtagelsen, men endte med at få meget mindre. Desuden er kontrakten holdt hemmelig, fortæller flere vognmænd, som DR Nordjylland har talt med.

Et flertal på Aalborg Taxas generalforsamling stemte sidste år ja til at sælge Aalborg Taxas bestillingskontor og udstyret i bilerne til DanTaxi. Ifølge en række vognmænd hørte de tidligere formand for Aalborg Taxa AMBA John Vanggaard afgive mundtlige løfter om en betaling til hver vognmand på helt op til 125.000 kroner eller derover.

Efterfølgende fik vognmændene udbetalt 38.000 kroner hver pr. andel.
Dengang blev kontrakten med de forretningsmæssige betingelser ikke lagt frem for vognmændene - og vognmand Christian Winther, som stemte imod sammenlægningen, har heller ikke siden kunnet få lov at se kontrakten.

Ifølge vognmændene var debatten om overtagelsen kort - omkring 20 minutter - og der blev ikke fremlagt noget på tryk, som vognmændene kunne forholde sig til eller skrive under på.

Nejsigeren Christian Winther er overbevist om, at det var løfterne om penge, der sikrede DanTaxis indtog i Aalborg.

- Det lagde stenen til, at folk stemte ja. Vi så ikke kontrakten og fik den ej heller læst op, konstaterer han undrende, siger Christian Winther.

Christian Winther har fornylig bedt om at se kontrakten men blev mødt med afvisning.

- Jeg blev henvist til den advokat, der har lavet den, og for at få et svar, skulle jeg betale honorar til advokaten, forlød det. Men det vil være spild af penge, vurderer Christian Winther.

Han overvejer nu, om han skal gå til domstolene for at se kontrakten, hvis DanTaxi ikke ændrer mening.

Aalborg Taxa A.m.b.a.s (andelsselskab med begrænset ansvar) formand Brian Rytter ønsker ikke at kommentere vognmændenes kritik.

Ej heller den tidligere Aalborg Taxa-formand John Vanggard vil udtale sig. Han er i dag direktør for DanTaxi i det vestlige Danmark.


Seneste nyt

fra Nordjylland