TDC lukker tekniske afdelinger i Aalborg og Frederikshavn

TDC lukker en række mindre tekniske afdelinger rundt om i landet og samler medarbejderne på de eksisterende afdelinger i Århus og København. Lukningerne berører i 2008 godt 70 medarbejdere, der alle vil blive tilbudt at flytte med til de nye adresser

- Vi kan skabe et bedre fagligt miljø med bedre udviklingsmuligheder for den enkelte ved at samle kræfterne på færre enheder. Samtidig kan vi spare penge ved at samle funktioner, der i dag ligger spredt rundt om i landet, siger koncerndirektør Carsten Dilling , Fastnet Norden.

Beslutningen berører bl.a. TDC's afdeling i Aalborg og Frederikshavn hvor i alt 9 medarbejdere vil få tilbudt at flytte med til andre arbejdssteder. TDC opretholder dog en planlægningsafdeling i Aalborg og er ved at etablere et større callcenter i Aalborg med over 100 medarbejdere.

- Jeg håber meget, at alle vores medarbejdere vælger at flytte med, selv om jeg har stor forståelse for, at det kan være en svær beslutning. Vi har brug for dem, og jeg mener, vi kan tilbyde en mere attraktiv arbejdsplads med bedre faglige forhold," siger Carsten Dilling.


Seneste nyt

fra Nordjylland